Yngstevinder BSZS 2007 Braunschweig
Paula vom Gut Lethe

 

( Negus v. Holtkämper See - Ondra v. Gut Lethe )

 

Man bliver født og lever det liv, som skæbnen tildeler en. Sådan er det bare. Hovedparten af menneskeheden lever deres liv i almindelighedens rammer; er en lille brik af det kæmpe puslespil, som vi kalder for livet. Få formår at gøre sig bemærket; således at de bliver til mere end bare en fodnote i livets tykke bog. For at blive bemærket, skal man være noget specielt - noget unikt.  Det er ganske få mennesker forundt at have denne specifikke evne, samt ære, at blive udødeliggjort. Det ville her være passende at nævne personer der positivt/negativt er dette blevet begunstiget, men af respekt for dem og andre vil jeg lade det op til folk selv at svare på dette.

Inden for schæferhunde-sporten er der også både mennesker og dyr, som har gjort sig helt specielt bemærket - nogle for det gode og andre for det dårlige. Hende som jeg vil hylde og ære, er noget ganske unikt og specielt. Hendes navn starter med P og slutter på Gut Lethe... Korrekt - det er nemlig Jugendsiegerin BSZS 2007 Paula Vom Gut Lethe ( Negus v. Holtkämper See - Ondra v. Gut Lethe )

Paula er noget ganske specielt; hun lyser op som den klareste solstråle, hvor ellers alt er tyst og mørkt. Sjældent om nogensinde har vi set sådan en formidabel schæfertæve. Fra det øjeblik Paula betræder grønsværen og går ind i ringen, bliver alle andre tilstedeværende til statister. Ikke fordi at de er dårlige, men i Paulas skygge bliver alt andet bare ordinært.

Den samme begejstring har jeg kun haft for en anden tæve, nemlig VA1 1992 & 1994 Vanta v.d. Wienerau.

Af skønhed, ædelhed og elegance kan man aldrig få nok, ved at beskrive Paula, får man det i overflod og man fyldes af velvære og glæde. Paula er en gennem-harmonisk opbygget tæve af absolut fortrinlig type. Hun er om nogen, schæferhunden uden overdrivelse, stående i helt ideelle højde/længde forhold. Hun har et herligt, ædelt og feminint udtryk, smuk mørk ønskværdigt pigmenteret. I enhver henseende korrekt opbygget tæve, stående med en korrekt velansat manke, smuk lydefri overlinje, som afsluttes af en korrekt tilpasset haleansats. Hun er fortrinlig vinklet for/bag. Krydsets længde og leje er anmærkningsfrit. Hendes smukke og glidende - ja nærmest fortryllende bevægelser i ringen, fuldender det uforglemmelige enestående helhedsindtryk af denne i særklasse pragtfulde tæve.

Paula er et produkt af godt gedigent avlsarbejde, for hendes skønhed kommer ikke bare ud af den blå luft. På Paulas far-side fører hun så stærke dyr som ( Negus - Zamp - Quantum - Dux - Max - Visum - Jeck ), samt Raica v. Holtkämper See ( Fra det fantastiske R-kuld Holtkämper see ).

På mor-siden fører hun top-nedarveren Yasko v. Farbenspiel ( Guds gave til schæferhunde-verdenen . Citat E. Orschler )

Paula blev som nævnt SG 1 JKL-Hündinnen BSZS 2007, og heldigvis tyder meget på, at vi også får fornøjelsen af hende i brugsklassen på BSZS 2008, da hun er ved at blive kørt i stilling dertil. Spændende, spændende... At have noget at glæde sig til og at se frem til, giver altid et forventningens sug i de nedre regioner.

 

Paula du er noget specielt og er allerede gået over i historiebøgerne, som en af de store, og fremfor alt  - en af de aller-smukkeste fremavlede tyske schæferhunde til dato.

 

PAULA - NÅR SKØNHED, ÆDELHED OG ELEGANCE GÅR OP I EN HØJERE TRE-ENIGHED...