(Clausthal - Zellerfeld)
Sommerdagen gik på hæld. Solen sank bag bjergenes silhuet, der lyste gyldent i dens strålevæld. Jeg sad alene på en bænk og så på rosenfloret på den lille, fredelige plet midt i den gamle bjergværksby. Dagens travlhed var forbi. Folk gik hjem fra arbejde, unge mennesker og ældre mænd og kvinder, lidt bøjede, med trætte skridt og ansigter mærket af livets hårde vilkår. En kvinde satte sig på bænken, hvor jeg sad. Hvor gammel?? Ubestemmelig - men hendes ansigt var gråt og furet - og smukt som et ansigt kan være det, når det er præget af kampe - og fred efter kampen. Øjnene - nu så hun på mig - de var milde, med et eget lys dybest inde. De betragtede mig, spejdende, ikke nysgerrigt, men ligesom prøvende, vurderende. Jeg var jo en fremmed. Hendes påklædning var yderst beskeden. Ja, efter danske forhold ville man sige, hun var fattig klædt.
Jeg smilte til hende : >> Hvor er der smukt her i Harzen<<
Hun gengældte smilet : >> Ja Wunderschön!<<
>>Men der er også smukt der hvor jeg kommer fra og bor<< og så nynnede jeg; I Danmark er jeg født, der har jeg hjemme...<< Da skete der noget underligt, noget meget, meget smukt og uforglemmeligt. Hun rykkede helt hen til mig, greb begge mine hænder og hviskede grådkvalt : >> Danmark ! Åh, jeg elsker Danmark og alle danskere. Jeg har så gode minder om Danmark. Må jeg fortælle om dem?<<
Jeg nikkede forbavset - og så fortalte hun :
Det var i den onde krigens tid,
som flygtning mellem mange kom jeg did -
et fristed i den hårde, onde verden,
hvor alt var kaos, ondskab, brand og mord -
vi måtte flygte bort fra hjemmets jord ---
For jeres fjenders børn og trætte kvinder
i åbnede jeres dør! - Det gav os minder,
som aldrig blegner. Aldrig vil jeg glemme
det land, det folk, som hjalp os i vor nød
med husly, og med tøj og dagligt brød.
Altid vil jeg i hjertet mindet gemme.
Hils Danmark! Bring mit hjertes tak for alt !
Fordi i rede var, da der blev kaldt !...
Der var sø mørkt omkring mig over alt,
men der et lysskær ind i mørket faldt.
Det var, som blev en lampe båret ind
i stuens mørke, og dens milde skin
gav varme, tøede op, hvad frosten bandt -
i det skær jeg livsviljen atter fandt...<<
De tåreblanke øjne så på mig :
>>Gud signe jer, at ej i sagde nej !<<
Hun stod der, da jeg rejste mig og gik,
og vinkede så længe, hun mig skimtede',
mens tårerne i hendes øjne glimtede'.--
Et menneske, som gennem nød og smerte
havde bevaret takken i sit hjerte!